Den arbejdende krop

Kort beskrivelse af forløbet

Eleverne undersøger, hvordan forskellige mennesker bruger deres krop, når de arbejder. De besøger - irl eller virtuelt - forskellige mennesker i erhverv enten på skolen, lokalt, i forældregruppen, eller bruger internettet, for at undersøge, hvordan mennesker i forskellige erhverv bruger kroppen i deres arbejde. Eleverne udvikler et træningsprogram til den medarbejder, de har undersøgt. De gennemfører træningsprogrammet for hinanden. Og undersøger, hvilke erhverv og professionelle, der arbejder med andres kroppe i deres job. Eleverne får gennem forløbet indsigt i udvalgte jobs. 

Idræt 

Udskoling

På skolen

9-12 lektioner - afhængig af undersøgelsesområde og klassestørrelse.

  • Krop, træning og trivsel

    • Eleven kan vurdere samspil mellem krop, træning og trivsel i et aktuelt og fremtidigt perspektiv 

  • Arbejdsliv

    • Eleven kan vurdere sammenhænge mellem egne valg og forskellige vilkår i arbejdsliv og karriere. 

  • Eleverne arbejder med idrætsfaglige metoder, som fx at observere kroppens bevægelser, interviewe mennesker om kroppens aktivitet, udarbejde træningsprogram, for at undersøge uddannelse, job og arbejdsliv. 

    Uddannelse og arbejdslivsperspektivet i forløbet bidrager til elevernes indsigt i hvordan de temaer, man arbejder med i Idræt, bruges og har betydning for menneskers liv, uddannelse og arbejde. Idrætsfaget får på den måde både personlig, samfundsmæssig og erhvervsmæssig relevans for eleverne. Dette kan bidrage til elevers oplevelse af mening med faget og åbne deres horisont for forskellige uddannelser og jobs som idrætsfaget knytter an til. Her får eleverne anledning til at anvende Idrætsfagets metoder og arbejde med faget. De får indsigt i forskellige uddannelser og job, der arbejder med menneskers fysik.  

    Link til forfatter/dem der har udarbejdet forløbet 

    Thomsen, R., Skovhus, R. B., Poulsen, B. K., & Buhl, R. (2024). Uddannelse og job. Karrierelæring i skolen. Aarhus Universitetsforlag.

  • Læreren vurderer hvilke medarbejdergrupper, der skal besøges: medarbejdere på skolen, i lokalområdet, frivillige forældre. Eller om der skal arbejdes med virtuelle eksempler. 

    Hvis valget falder på irl- besøg, skal læreren forberede de udvalgte medarbejdere på om de vil have besøg af en gruppe elever. Varigheden af besøget er cirka 20 minutter.  

    Læreren kan forberede medarbejderen på, at eleverne vil stille spørgsmål a la de nedenstående. Og hvis eleverne ikke er så gode til at stille spørgsmål, så kan læreren bede medarbejderen om på eget initiativ at fortælle om de nedenstående temaer. 

     

    • Hvad er din stilling? 

    • Hvad er dine arbejdsopgaver? 

    • Hvor foregår dine arbejdsopgaver henne? 

    • Hvilket tøj har du på og hvordan hænger det sammen med arbejdsopgaverne? 

    • Hvilke redskaber bruger du i dit arbejde? 

    • Kan du vise os tre almindelige arbejdsopgaver/-stillinger? 

    • Er der nogen steder i din krop, hvor du oplever ømhed/styrke ovenpå en arbejdsdag eller –uge? 

    • Hvad er din uddannelse og din vej hen til dette job? 

    • Hvad er du glad for i dit arbejde? 

    Læreren forbereder også medarbejderen på, at eleverne kan spørge om de må fotodokumentere deres besøg, fx ved at tage et billede af de almindelige arbejdsopgaver/-stillinger. 

Oversigt over lektioner

  • 1.+2. lektion

    Introduktion til temaet om den arbejdende krop – fokus og formål 

    Viden om muskelgrupper og træningsprogrammer – har eleverne denne viden eller skal eller skal der sættes tid af hertil? 

    Introduktion til opgaven med at udarbejde træningsprogram for en medarbejder 

    Valg af medarbejdere som eleverne besøger 

    Forberedelse af interviewspørgsmål 

  • 3.+4+5. lektion

    Elevernes undersøgelse

    Eleverne besøger en medarbejder, interviewer denne, noterer svar og fotodokumenterer – gruppearbejde. 

    Fælles opsamling – hvad oplevede eleverne, hvad overraskende dem. 

  • 6.+7. lektion

    Præsentation af rammer for opgaven med at udarbejde træningsprogrammer 

    Eleverne udarbejder træningsprogrammer for den medarbejder de har besøgt – gruppearbejde. 

  • 8.+9.+10. lektion

    Eleverne præsenterer og begrunder træningsprogrammerne og afprøver dem med hinanden

    Fælles opsamling: Fokus på forskellighed i arbejdsstillinger og dermed træningsprogrammer  

  • 11.+12. lektion

    Hvem arbejder med andres kroppe i deres job, og hvordan? 

    Brainstorm 

    Eleverne undersøger to jobs – gruppearbejde. 

    Afsluttende: Hvad er vigtigt, når man arbejder med andre menneskers krop? Hvad skal man være god til? – fælles drøftelse 

1. & 2. lektion: Introduktion

Idrætslæreren fortæller eleverne om temaet med den arbejdende krop, herunder hvilke arbejdsopgaver forløbet indebærer. 

Idrætslæreren fortæller om, at fokus er at få en bredere indsigt i  

  • hvordan kroppen er, gør og har det, når den er på arbejde 

  • hvilke muskelgrupper bruges mere eller mindre i forskellige arbejdsformer. 

  • hvilke træningsformer, der kan understøtte kroppen i de forskellige arbejdsformer 

  • hvordan den viden og de færdigheder man udvikler i idræt, kan være betydningsfuld ift. at vedligeholde kroppen som voksen i det arbejde man har. 

  • hvordan idrætsfaglighed har betydning i mange forskellige typer af job. 

Elevforudsætning - som eleverne enten allerede har eller får som forberedelse til den næste del af forløbet: 

  • Viden om muskelgrupper og træningsprogrammer 

 Forberedelse af elevernes undersøgelse 

Læreren kan på forhånd vurdere om eleverne skal undersøge  

  • medarbejdere på skolen (pedel, lærer, skolesekretær, kantinemedarbejder),  

  • erhverv i lokalområdet,  

  • 5-6 frivillige forældre tæt på skolen med forskellige erhverv/arbejdsformer eleverne kan besøge,  

  • om der skal findes eksempler virtuelt, fx  

  • Rasmus Brohave: Hvad kan jeg blive. Tv-serien kan tilgås via CFU. 

Betegnelsen “medarbejder” er gennemgående uanset hvilken variation, der benyttes. 

Eleverne forberedes dernæst på at undersøge forskellige medarbejdergruppers arbejde: 

  1. Hvordan møder man en medarbejder/en repræsentant for et erhverv: Man opfører sig respektfuldt, venligt, nysgerrigt, taknemmeligt – sig tak (medarbejderen har taget sig tid til at få besøg) og eleverne er repræsentanter for skolen (Dette kan udelades, hvis man vælger den virtuelle undersøgelse 😊). 

  2. At elevernes opgave er at udarbejde et træningsprogram, der kunne passe til den medarbejder, de har besøgt mhp. at fastholde styrken i dennes krop ift. de aktuelle arbejdsopgaver. Dette indebærer, at eleverne får indhentet bestemte informationer fra medarbejderen. 

  3. Eleverne inddeles i grupper og tildeles hver sin medarbejder, som de skal besøge, observere og interviewe. 

Samlet på klassen forbereder eleverne sammen med læreren interviewspørgsmål. Fx 

  • Hvad er din stilling? 

  • Hvad er dine arbejdsopgaver? 

  • Hvor foregår dine arbejdsopgaver henne? 

  • Hvilket tøj har du på og hvordan hænger det sammen med arbejdsopgaverne? 

  • Hvilke redskaber bruger du i dit arbejde? 

  • Kan du vise os tre almindelige arbejdsopgaver/-stillinger? 

  • Er der nogen steder i din krop, hvor du oplever ømhed/styrke ovenpå en arbejdsdag eller –uge? 

  • Hvad er din uddannelse og din vej hen til dette job? 

  • Hvad er du glad for i dit arbejde? 

Eleverne kan spørge om de må fotodokumentere deres besøg, fx ved at tage et billede af de almindelige arbejdsopgaver/-stillinger. 

Lektion 3+4+5: Elevernes undersøgelse  

Opgave

Eleverne besøger gruppevis en medarbejder, interviewer denne, noterer svar og fotodokumenterer. 

Efter elevernes undersøgelse mødes klassen og taler om hvad de har oplevet og hvordan det var at undersøge og interviewe medarbejdere. 

  • Hvad overraskede eleverne? 

  • Hvad var som eleverne forventede? 

6.+7. Lektion: Eleverne udarbejder træningsprogrammer 

Eleverne introduceres mere specifikt til opgaven med at udarbejde træningsprogrammer, inklusive rammerne for programmet. Fx krav til  

  • varighed af træningsprogrammet,  

  • at de valgte elementer i programmet skal adressere medarbejderens arbejdsopgaver,  

  • kombinationen af opvarmning, styrketræning, udstrækning 

  • Gennemførelse af træningsprogrammet for klassekammerater 

  • Fremlæggelse. Fremlæggelsen kan fx bestå af præsentation af den medarbejder, gruppen har besøgt, stillingsbetegnelse, arbejdsopgaver, almindelige arbejdsopgaver/-stillinger, begrundelse for træningsprogrammet. 

Opgave

Eleverne udarbejder gruppevis træningsprogrammer 

8+9+10 lektion: Eleverne præsenterer og begrunder træningsprogrammerne og afprøver dem med hinanden  

Fælles opsamling: Fokus på forskellighed i arbejdsstillinger og dermed træningsprogrammer.

Læreren kan enten drøfte spørgsmålene med eleverne i plenum, eller lave et gruppearbejde, hvor grupper drøfter spørgsmålene med hinanden 

  • hvilke arbejdsstillinger har eleverne identificeret og dermed hvilke træningsprogrammer, de har udviklet.  

  • hvilke forskellige dele af kroppen retter træningsprogrammerne sig imod? 

  • hvad er relevant for alle medarbejdere? 

  • hvad er relevant for kun nogle medarbejdere? 

  • hvad har eleverne hver især opdaget der er er vigtigt for dem selv ift. at bruge egen krop på et arbejde (fx stillesiddende eller bevægelse i løbet af dagen. Obs: Her er ikke fokus på at eleverne skal forholde sig til et valg af en specifik uddannelse eller job, men på om de fx foretrækker stillesiddende arbejde eller at være i mere bevægelse). 

Opgave

Gruppen præsenterer den medarbejder, som gruppen har besøgt, stillingsbetegnelse, arbejdsopgaver, almindelige arbejdsstillinger, hvad medarbejderen er glad for ved sit arbejde. Begrundelse for træningsprogrammet set i lyset af almindelige arbejdsstillinger. 

Gruppen står for at afprøve træningsprogrammet med de andre elever. 

Læreren sætter nu en aktivitet i gang, der handler om få udsyn til andre erhverv: Hvem arbejder med andres kroppe i deres job, og hvordan.  

Aktiviteten kan motiveres på følgende måde: I har nu lavet et træningsprogram for andre. I har dermed gjort noget for en andens krop. Vi skal nu se på, hvem der i deres job arbejder med andres kroppe. Her definerer vi det at ‘arbejde med andres kroppe’ som, at man i jobbet har fysisk kontakt med et andet menneske. 

11+12 lektion: Hvem arbejder med andres kroppe i deres job, og hvordan   

Hvad kender vi allerede - fælles brainstorm. Fx 

  • Tandlæge 

  • Tandplejer 

  • Psykomotorisk terapeut 

  • Frisør 

  • Kosmetiker  

  • Tatovør 

  • Bandagist 

  • Ambulanceredder 

  • Fysioterapeut 

  • Ergoterapeut 

  • Pædagog og pædagogisk assistent 

  • Social- og sundhedshjælper og -assistent 

  • Jordemoder 

  • Sygeplejerske 

  • Læge 

Undervejs i brainstorm kan læreren drøfte med eleverne hvad opgaverne er i de forskellige jobs  

Lærerens viden om uddannelser og jobs 

Lærerens viden om uddannelser og jobs 

Pointen er at få så mange jobs frem og tale om disse. Pointen er ikke, at eleverne eller læreren skal tage stilling til disse jobs. Alle jobs bidrager til noget i samfundet, og det er vigtigt ikke at få en normladet drøftelse. 

Du skaber gennem undervisningsforløbet mulighed for at eleverne går nysgerrigt og undersøgende til værks med at undersøge brug af kroppen i forskellige jobs. Du bidrager med din viden, men det er en vigtig pointe, at du som lærer ikke skal eller kan vide alt om alle jobs. Men du skal vide, hvad du ikke ved, så du ikke kommer til at formidle noget der er forkert og ikke kommer til at bidrage til stereotype forståelser af jobs. Og du skal vide hvor eleverne og du kan hente viden. 

På Ug.dk er der en søgefunktion, hvor alle uddannelser og jobs kan søges frem. 

Gennem elevernes undersøgelse af forskellige jobs og brugen af kroppen i jobbet, får hele klassen netop indsigt i forskellige jobs og i forskellige måder at bruge kroppen i arbejdslivet. 

Opgave - undersøg et job- Gruppearbejde 

Hver gruppe vælger to jobs ud, som de ønsker at undersøge nærmere mhp. hvordan man i jobbet arbejder med andres kroppe. De undersøger jobbet gennem fx: 

  1. Uddannelsesguiden, UG. Dk -> Værktøjer -> Jobkompasset -> Prøv værktøjet. Her kan man fx klikke på ‘Noget med mennesker’ eller ‘Sundhed og velvære’. Og klikke ind på forskellige uddannelser og jobs og læse beskrivelsen af dem. 

  2. Rasmus Brohaves programmer på YouTube: ‘Hvad kan jeg blive’. Her er nogle – langt fra alle – jobs præsenteret. Programmerne kan tilgås via CFU 

Link til Rasmus Brohaves programmer på YouTube

De fleste film varer cirka 12 minutter. 

Afsluttende drøftelse 

Afslutningsvist faciliterer læreren en fælles drøftelse af: 

  • Hvad er vigtigt, når man arbejder med andre menneskers krop? 

  • Hvad skal man være god til? 

Elevernes udsagn kan skrives op som et mindmap på tavlen. 

(Her er det en pointe, at eleverne ikke skal slutte af med at tage stilling til eget uddannelses- eller job ønske. Fokus er at udvide elevernes mulighedshorisont om uddannelse, job og arbejdsliv). 

Link til dem der har inspireret forløbet 

Thomsen, R., Skovhus, R. B., Poulsen, B. K., & Buhl, R. (2024). Uddannelse og job. Karrierelæring i skolen. Aarhus Universitetsforlag. https://unipress.dk/media/20880/uddannelse-og-job_open-access.pdf