Dansk

udskoling

4 lektioner

På skolen, i erhvervspraktik

Erhvervspraktik

Kort beskrivelse af forløbet

Der er mange potentielle læringsgevinster ved erhvervspraktik. Eleven kan lære om uddannelser, job og arbejdsliv bredt set i samfundet. Ligesom eleven kan lære om sig selv i forhold til det. For at eleven får et stort og godt udbytte af praktikken er det vigtigt at skabe sammenhæng. Eleverne skal forberedes til praktikken med et fokus på nysgerrighed, undersøgelseslyst og det spændende og vigtige i at udvide sin handlingshorisont om uddannelse, job og arbejdsliv. Og eleverne skal have mulighed for at bearbejde deres oplevelser og erfaringer og drøfte dem med hinanden og læreren.

I dette forløb får eleverne anledning til at tænke over, hvad de kan komme til at opleve i deres praktik – både det spændende og det svære – og over, hvordan de kan handle i forskellige situationer. Eleverne arbejder med dilemmakort og taler om forskellige situationer, og om hvad de kan være opmærksomme på i praktikken. Efter praktikken drøfter eleverne deres praktikoplevelser, hvad de har mødt, hvad de er blevet overraskede over, hvad de har tænkt over og lært om uddannelse, job, arbejdsliv og sig selv.

Til læreren

Formålet med erhvervspraktik er horisontudvidelse – ikke uddannelsesvalg

Formålet med erhvervspraktik er, at eleverne udvider deres horisont, nysgerrighed og lyst til at undersøge uddannelse, job og arbejdsliv. På den måde spiller praktik ind i folkeskolens almen dannende formål. Fokus er ikke, at eleverne skal træffe et uddannelses- eller jobvalg. Derfor er det vigtigt, at du ikke slutter af med spørgsmål som “Hvem har nu fået lyst til at arbejde med det, som de var i praktik som?” eller “Hvem ved nu, at de i hvert fald ikke skal arbejde med det som de var i praktik som”. Sådanne spørgsmål peger nemlig ind i uddannelsesafklaring og lukker i nogen grad ned for elevernes undersøgelse og nysgerrighed på uddannelse og arbejde bredt set. Stil hellere spørgsmål som åbner, fx “Hvad har du opdaget/fået indsigt i, som du ikke vidste før?”

Oversigt over lektioner

  • 1.+2. lektion

    Introduktion

    Formålet med erhvervspraktik

    Dilemmaspil – hvordan vil du handle i disse situationer i erhvervspraktik?

    Hvad kan man være opmærksom på om job og arbejdsliv, når man er i erhvervspraktik?

  • Dage

    Erhvervspraktik

  • 3.+4. lektion

    Refleksion

    Refleksion og drøftelse af oplevelser og erfaringer fra erhvervspraktik.

    Plancher, præsentationer og samtaler, afrundende mindmap.

1. + 2. lektion: Forberedelse til erhvervspraktik – dilemmaspil og ting at lægge mærke til i praktikken

Læreren introducerer eller genopfrisker formålet med erhvervspraktik for eleverne

Erhvervspraktik handler om at være nysgerrig, opdage noget nyt og gøre sig erfaringer med job og arbejdsliv og udvide sin horisont. Formålet med erhvervspraktik handler som udgangspunkt ikke om afklaring og valg af uddannelse og jobvalg. Efter praktikken deler I jeres erfaringer med hinanden. Praktikken bliver således en måde, hvorpå I samlet set får en bredere indsigt i forskellige job og arbejdsliv.

Læreren præsenterer eleverne for dilemmaspillet om erhvervspraktik

Inden du skal ud i praktik, er det en god idé at tænke over, hvad du kan komme til at opleve – både det spændende og det svære.

Vi skal nu spille et dilemmaspil, hvor du får mulighed for at tale om forskellige situationer, som du kan møde i forbindelse med din praktik. I skal arbejde sammen to og to eller i grupper. De ene læser et kort op, den anden / de andre svarer. I taler sammen om svaret. Ved næste spørgsmål bytter I.

Formålet er at tænke over og drøfte, hvordan du bedst kan handle i forskellige situationer. Formålet er altså ikke at finde ”det rigtige svar”.

Efter spillet – og før praktikken

Efter spillet – og før praktikken – taler læreren med eleverne om, at de nu har drøftet nogle vigtige praktiske spørgsmål og overvejet gode muligheder at gribe dem an på. Og læreren taler med eleverne om, at der også er andre vigtige og spændende ting, som eleverne kan lægge mærke til under praktikken, og som de under praktikken kan spørge medarbejderne om.

Eleven kan fx lægge mærke til og tale med medarbejderne om:

  • Hvad består arbejdsopgaverne af hos den eller de medarbejdere, som du møder?

  • Hvilke arbejdsopgaver får du lov til at prøve? Hvordan ligner disse arbejdsopgaver medarbejdernes arbejdsopgaver? Hvordan er de forskellige?

  • Hvilke kompetencer skal man have / hvad skal man kunne og være dygtig til i dette job? og hvorfor?

  • Hvilket tøj har medarbejderne på? Hvordan hænger dette sammen med arbejdsopgaverne?

  • Hvordan er stemningen blandt medarbejderne/kollegaerne?

  • Hvordan ser hverdagen på arbejdspladsen ud for den / de medarbejdere, du følger i praktikken?

  • På hvilke måder arbejder medarbejderen alene / selvstændigt? Og på hvilke måder arbejder medarbejderen sammen med andre? Hvem arbejder vedkommende sammen med, om hvad?

  • Hvad holder medarbejderne af i deres job? Hvorfor?

  • Hvad taler medarbejderne om i pauserne?

  • Hvordan passer arbejdet sammen med medarbejdernes fritids- og familieliv, fx hvis man skal møde og arbejde tidligt eller sent på dagen eller i weekenden?

  • Beskriv en person, som du synes var en god kollega. Hvad gjorde denne person til en god kollega?

  • Hvad har du mødt af nyt, som du ikke vidste noget om?

  • Hvad var som du forventede? Hvad var anderledes? Hvad er du blevet overrasket over?

  • Hvad vil du gerne vide noget mere om ift. uddannelse og arbejde?

Læreren fortæller eleverne, at de efter praktikken i klassen kommer til at arbejde med deres oplevelser og erfaringer fra praktikken, så de kan høre om og få glæde af hinandens oplevelser og samlet set få en bredere forståelse for job og arbejdsliv.


3.+4. lektion: Efter praktikken – refleksion, præsentation og arbejdsliv

Det er vigtigt, at elevernes praktikoplevelser og erfaringer med uddannelse og job bearbejdes, når eleverne er tilbage på skolen. Dette så praktikkens læringspotentiale om uddannelse, job og arbejdsliv forløses. Praktikken skal ikke stå som en isoleret begivenhed. Eleverne skal have lejlighed til at reflektere over og tale om deres erfaringer på en måde, som nuancerer deres forståelser og udvider deres horisont.

Til læreren

Overvej, hvordan du i undervisningen kan synliggøre alle de forskellige job, som eleverne har mødt igennem deres praktik, på en normreflekteret måde. Dette så du ikke kommer til at tale om nogle jobs som mere vigtige eller værdifulde end andre. Men derimod fremhæver, at de hver især bidrager med noget vigtigt til vores samfund.

Det er vigtigt ikke at få en normladet og stereotyp drøftelse.  

Gruppearbejde om praktikerfaringer

Eleverne drøfter i grupper deres praktikerfaringer med henblik på at lave en planche og dele deres erfaringer med deres klassekammerater.

1.       Hvad lærte vi om job og arbejdsliv i praktikken

Den første del af gruppens arbejde tager afsæt i de spørgsmål, som er drøftet på klassen forud for praktikken, som handler om ting, som man kan lægge mærke til under sin praktik og tale med medarbejderne om.

Eleverne fortæller hinanden om deres praktiksted, arbejdsopgaverne her, hvem de fulgtes med, og hvad de så og oplevede, og eventuelt selv fik lov at prøve. Eleverne drøfter også disse to spørgsmål

  • Hvad har du mødt af nyt, som du ikke vidste noget om?

  • Hvad var, som du forventede? Hvad var anderledes? Hvad er du blevet overrasket over?

Eleverne skriver nogle stikord ned med henblik på den planche, som de senere skal lave.

2.       Håndtering af situationer og udfordringer i praktikken

Eleverne ser nu på kortene fra dilemmaspillet. Hver elev vælger 1-2 kort ud, som de synes forbinder sig til en situation, som de var i under praktikken. Hvis eleven ikke synes, at denne mødte en sådan situation, så vælger vedkommende ikke et kort. Det er ok. Eleverne fortæller hinanden om situationerne, og om hvordan de håndterede dem. Eleverne drøfter situationen og håndteringen. Hvad kan de lære af dette, som kan bruges i andre sammenhænge?

Gruppen vælger den eller de to mest lærerige situationer ud og skriver nogle stikord ned.

Planche

Eleverne skal nu lave en planche om deres læring om job og arbejdsliv.

Læreren fortæller eleverne:

Målgruppen er jeres klassekammerater (eventuelt en parallelklasse eller en yngre årgang som inviteres).

Planchens formål er at bidrage til, at I i fællesskab får en større viden om job og arbejdsliv.

I skal lave planchen, så den kan bruges, når I skal fortælle om jeres praktikker til jeres klassekammerater/gæster.

 

Krav til planchen – hvad skal fremgå

·       Jeres navne

·       Navnene på de virksomheder/institutioner hvor I var i praktik

·       Titlerne på de job som nogle af dem I fulgtes med havde

·       Eksempler på arbejdsopgaver for medarbejderne.

·       Eksempler på hvad I mødte at nyt, som I ikke vidste noget om?

·       Eksempler på hvad der var som I forventede? Og hvad der var anderledes/hvad I blev overrasket over?

·       Et eksempel på en lærerig situation.

Hvis der er nogle andre spørgsmål, som I synes er mere relevante i forhold til at præsentere jeres praktik, så kan I vælge dem i stedet for.

I finder selv ud af, hvordan I vil lave planchen, så den er hjælpsom for jer, når I skal fortælle om jeres praktikker til jeres klassekammerater/gæster.

Gode råd til at lave en planche 

 

  1. Velorganiseret - Tydelig struktur. Læseren skal ikke bruge tid på at finde næste logiske afsnit, men bruge tiden på at opsuge information og blive inspireret. Brug gode overskrifter/figur/ billeder. Vi læser oppefra og ned og fra venstre mod højre. Går det den anden vej, bliver øjet og hjernen forvirret, og man opgiver at læse færdigt. 

  2. Kort og præcist - skriv kortfattet og præcist. Tilføj kun den nødvendige information. Skriftstørrelse skal være letlæselig. Stavning og grammatik skal være i orden. 

  3. Billeder - Kan nogle pointer/centrale budskaber præsenteres med figur/billeder, så gør det. Eventuelt suppleret med en kort tekst. 

  4. Luft - Skab luft mellem de enkelte elementer på planchen. 

Når I har lavet jeres planche, så gør I klar til at præsentere. I får besøg ved jeres planche og I besøger på skift andre plancher og hører om jeres klassekammeraters praktik. I skal således alle kunne fortælle om jeres oplevelser og refleksioner.

Hvordan er man en god gæst?

Læreren taler med eleverne om, hvordan man er en god besøgende ved andres plancher – man lytter, er interesseret og stiller spørgsmål for at få mere at vide. Og man siger “tak”, når man skal videre.

Klargøring

Eleverne hænger deres planche op.

Læreren inddeler i grupper og organiserer, hvordan eleverne bevæger sig rundt, så der altid er en vært ved en planche, altid er gæster ved en planche, og alle elever kommer rundt og hører om, og taler med andre om deres erfaringer og refleksioner. Alle elever kommer dog ikke nødvendigvis på besøg ved alle plancher.

Afrunding  

Når eleverne har præsenteret og drøftet deres praktikerfaringer og refleksioner rundes der af med en fælles drøftelse, som struktureres ved et mindmap.

Læreren fortæller:

Gennem forløbet har vi fået indsigt i mange forskellige typer af jobs. Alle jobs rummer meget mere end man umiddelbart kan se eller kender til. Det gælder om at være nysgerrig på uddannelser og jobs, så man kan få en bred indsigt. Vi har fået viden om mange menneskers arbejdsliv og job.

Vi har også fået nogle eksempler på, hvordan udfordringer kan opstå og håndteres.

Vi skal nu i fællesskab lave et mindmap over jeres erfaringer, opdagelser, undringer, refleksioner, og hvad I er blevet nysgerrige efter at få mere viden mere om, eller får lyst til at prøve.

Med afsæt i elevernes input laver læreren et mindmap og tegner på tavlen og nuancerer og udvider elevernes forståelser undervejs.

Lærerens viden om job, virksomheder og institutioner

 

Du skaber gennem undervisningsforløbet om erhvervspraktikken mulighed for, at eleverne går nysgerrigt og undersøgende til værks i deres praktikker.

Du kan være undersøgende og nysgerrig sammen med dem. Du bidrager med din viden, men det er en vigtig pointe, at du som lærer, ikke skal eller kan vide alt om alle job. Men du skal vide, hvad du ikke ved, så du ikke kommer til at formidle noget, der er forkert.

Det er også vigtigt, at du ikke kommer til at bidrage til stereotype forståelser af job. Og du skal vide, hvor eleverne og du kan finde viden.  

Ug.dk er der en søgefunktion, hvor alle uddannelser og job kan søges frem.  

Gennem elevernes møde med og undersøgelse af forskellige job får hele klassen netop indsigt i forskellige job og arbejdsliv. 

Link til dem der har inspireret forløbet