Matematik på bilværkstedet – logik og fejlfinding

Kort beskrivelse af forløbet – Fra Åben virksomhed

Hvad sker der, når en bil kommer på værksted og hvordan finder mekanikerne egentlig ud af, hvad der helt præcist er galt med bilen?

I dette undervisningsforløb til matematik lærer eleverne, hvordan de matematiske kompetencer problembehandling, ræsonnement og tankegang kommer i spil i jobbet som bilmekaniker.  Derudover indeholder forløbet også spillet Værkstedet, der tager udgangspunkt i mekanikerens dagligdag. Her skal eleverne opstille hypoteser, bruge udelukkelsesmetoden og benytte sig af logiske strategier for at gennemføre spillet. Undervejs i undervisningsforløbet besøger klassen et bilværksted, hvor de vil opleve, hvordan mekanikere bruger matematik og logik for at finde ud af, hvilke fejl bilen har.

Matematik

Mellemtrin 

På skolen og værksted

8 lektioner

Efter virksomhedsbesøg 

Hvilke jobs og arbejdsopgaver så vi på besøget?  

Efter virksomhedsbesøget er der fokus på, at eleverne får fastholdt deres faglige erfaringer og viden. For at åbne elevernes horisont om uddannelse, job og arbejdsliv kan dette med fordel suppleres med en fælles drøftelse af disse spørgsmål:  

  • Hvilke medarbejdergrupper mødte vi på virksomheden? 

  • Hvad var deres arbejdsopgaver? 

  • Hvad er vigtigt i de forskellige stillinger? Hvad bidrager de forskellige stillinger til i virksomheden/værkstedet?  

  • Hvad fik vi at vide om de forskellige medarbejderes samarbejde om deres arbejdsopgaver? 

  • Hvad hørte vi om medarbejdernes veje til deres nuværende job? Og hvad de holder af i deres nuværende job? 

  • Hvad skal man være god til i de forskellige job?

Inspirationsramme til læreren 

Tænk spørgsmålene fra 'Efter virksomhedsbesøg' ind i din og virksomhedens forberedelse. Det er vigtigt, at læreren i samarbejde med virksomheden forud for besøget overvejer og drøfter, hvordan besøget kan give eleverne indsigt i disse spørgsmål.  

Fokus er horisontudvidelse 

I drøftelsen efter virksomhedsbesøget er det en pointe at få øje på, at der er mange forskellige medarbejdere, uddannelsesbaggrunde og arbejdsopgaver i virksomheden. Det er også en pointe at få så mange arbejdslivsdimensioner frem som muligt. Fx at der kan være mange veje frem til et job, at der indenfor den samme virksomhed findes mange forskellige stillinger og arbejdsopgaver, at ethvert job indebærer mange forskellige funktioner og roller som man måske først får øje på når man kender lidt mere til virksomheden og medarbejderen. Fx skal man både have teknisk faglig viden og kunnen, kunne strukturere en arbejdsdag, kommunikere og måske mestre engelsk eller tysk.  

Det er en vigtig pointe, at eleverne ikke skal slutte af med at tage stilling til eget uddannelses- eller job ønske. Fokus er at udvide elevernes mulighedshorisont om uddannelse, job og arbejdsliv. 

Herefter spiller eleverne kortspillet Værkstedet.